torsdag den 30. januar 2014

Den travle hverdag...

Hej allesammen.
Jeg ved godt, at det efterhånden er længe siden, at der er kommet noget nyt fra mig herinde. Det beklager jeg!
I bund og grund sker der ikke så meget hos mig lige i øjeblikket. Ellers faktisk sker der rigtig mange ting, det er bare hverdagsting. For jeg vil nu mene, at jeg synes jeg har en forholdsvis travl hverdag. Men det skyldes kun at jeg gerne vil lave så mange ting.
Her i sidste weekend lå jeg syg, så der blev der ikke lavet meget andet end en rapport, der skulle afleveres mandag morgen.

Det dækkede bord ved Elses fødselsdag, hvor der her kun ses et udpluk af alle de lækre sager,
som var blevet kreeret og anrettet.

Forrige weekend gik lørdagen med kaffemik og snescootertur. Else, min kusines ældste datter, havde 15 år fødselsdag, så der stod på fødselsdage næsten hele dagen. Det var rigtig hyggeligt, og sikke nogle flotte mad- og ikke mindst kagefyldte borde der bliver lavet til disse kaffemikker! Mums, det er et rent kage- og madparadis, hvor man skal afsætte hele dage, hvis man skal nå at smage det meste. I forhold til DK, må det være et rigtig stort arbejde at lave alle de forskellige kager og maden. Det siger min kusine også, at det er!

Om søndagen tog jeg snescootertur med Sisimiut Snescooter Forening, hvor jeg er blevet medlem. Vi var vist omkring 10-15 der var på tur, dog var jeg den eneste fra min familie heroppe. Vi kørte en relativ lang tur, hvilket er god træning for mig, da jeg gerne vil med min onkel ud på på nogle meget lange ture, hvor vi skal køre i mange timer. Derfor er det godt for mig, at blive vandt til at køre langt og i forskelligt terræn. Og nu kan jeg jo godt lide at køre både bil og motorcykel, og så er det altså bare sjovt at køre snescooter, hvor man kan give den lidt gas!

På søndagstur med Sisimiut Snescooter Forening. Jeg kører på den grønne, nr. 5 fra venstre :-)
Ellers går hverdagen bare med studie, hvor vi er i gang med statikberegninger, hvilket jeg synes er rigtig svært, men håber alligevel at jeg klarer den! Og ellers bruger jeg også ret meget tid på træning, både langrend og en slags crossfit. Vi har nogle rigtig gode træningsfaciliteter i kælderen på kollegiet, som jeg benytter mig meget af.
Det var lidt herfra. Jeg håber at i nyder, at der er kommet lidt vinter til DK, det handler jo om at nyde det mens det er der! ;-)

Tjærlighed frâ Sisimiut

onsdag den 8. januar 2014

Det nye år indledes.

Så er 2014 for alvor gået i gang, juleferien er slut, og dagligdagen er ved at indfinde sig.
Det har dog ikke været en kedelig start på det nye år. 
Ovenpå nytårsaften, havde jeg et par stille og rolige dage, hvor der blev gået sent i seng og sovet længe. Om fredagen var tog Rasmus fra min klasse og jeg ud for at køre hundeslæde. Om eftermiddagen var jeg også til kaffemik, da Bror blev 10 år. Bror er som en søn for min fætter. Samme aften valgte drengene at holde fest på kollegiet, så jeg kom meget sent i seng.
Rasmus er en af de danske drenge, der har valgt at have hundespand. Det var første gang jeg kørte hundeslæde. Rasmus har nogle gange haft lidt problemer med at få hundene til at trække hundeslæden, men det er begyndt at gå ham rigtig godt, og det gjorde det også denne gang. Det var en rigtig god tur i noget flot vejr. Og på vejen mødte vi vores studiekammerat Steffen på tur med sine hunde.
Desuden har Rasmus de sødeste små hvalpe, de får virkelig mit hjerte til at smelte!

Lørdagen gik med lidt praktiske ting, og om aftenen havde vi aftalt at grille. Det er aldrig for koldt til at grille, fandt jeg ud af! Det var meget sjovt at grille bøffer i -15 grader, vi gik dog indenfor for at spise.
Grill ved kollegiet.

 Søndag havde familien heroppe og jeg en aftale om at tage på snescootertur. Jeg lånte en snescooter af min onkel, han nemlig et par stykker. Det er vildt sjovt at køre snescooter!!! Jeg ville ønske at jeg havde en større opsparing, for så havde jeg købt mig en!
Vi kørte ud til Udsigten, som er et sted mange kører ud, hvor man har udsigt over 1. fjorden.
Maja, Else og jeg ved 1. Fjorden på snescootertur.

I mandags var det Hellig 3 Konger, hvilket er en halv helligdag her i Grønland. Grønlænderne går meget op i sådanne dage, og har ofte mange traditioner forbundet med det. Ved Hellig 3 Konger har de noget de kalder Mitaartut, hvor man klæder sig ud, så man slet ikke kan genkendes. Det minder på mange måder om fastelavn, da man også går fra hus til hus. Men her synger man ikke, for man må slet ikke sige noget, da det ikke må blive afsløret, hvem man er. I stedet kommer man ind i folks huse og danser. Derefter får man nogle godter eller andre ting, stadig uden at sige en lyd.
Jeg klædte mig ud med min kusine og hendes datter Maja, da hun synes at jeg skulle prøve det. Vi var bl.a. henne på mit kollegium, hvor jeg var overbevist om, at drengene godt kunne gennemskue, at det var mig der kom. Jeg fortalte dem i går, at det var mig der havde været der, og de blev meget overrasket, for de havde ikke regnet ud, at det var mig.
Jeg var klædt i sort sælskindsjakke med sorte overtræksbukser og puder stoppet ned i bukser og under jakken. Derudover slørede vi ansigterne, så vi ikke kunne genkendes.
Fra venstre: mig, Nuno og Maja til Mitaartut.

I går fik jeg min julegave til mig selv. Den kom endelig medd posten, og oven i købet 10 dage før jeg regnede med. Jeg har købt mig et sæt langrendsski fra Fischer med Salomon SNS bindinger og støvler, samt One Way carbon skistave. Jeg overvejer kraftigt at løbe Arctic Cirkle Race, som bliver kaldt verdens hårdeste langrendsløb. Dog skal jeg nok først få løbet lidt langrend, så jeg kommer i god langrendsform. Der er i hvert fald en del teknik jeg kan lære, så der er stadig lang vej, men nu er det gode udstyr i hus.
Derudover har jeg også købt et snowboard med bindinger og støvler, alle i mærket Nitro. Det er vildt lækkert! Jeg glæder mig til at komme til at stå på snowboard igen. Derudover fik jeg også en skihjem og et par nye Oakley skibriller.
Desværre er det dårligt vejr i dag, så kan ikke komme ud og prøve det, men glæder mig som et lille barn til at teste det nye udstyr!
Mit nye lækre langrendsudstyr!

Mit nye lækre snowboardudstyr!

 Det var lidt om starten på det nye år.
Tjærlighed frâ Sisimiut

torsdag den 2. januar 2014

Godt nytår!

Så er det blevet 2014!
Jeg synes at det er ret vildt, at vi nu allerede ligger 2013 bag os. Der er sket rigtig mange ting sidste år, og det er et år jeg kigger tilbage på med glæde, for det har været et godt år!

Året der gik:
I starten af 2013 arbejdede jeg som revisorelev, hvilket ikke lige var mig, så jeg besluttede mig for at stoppe, uden at have noget andet at tage mig til, så en intensiv jobsøgning gik i gang.

Det udelukkede dog ikke, at jeg ikke havde det sjovt med mine venner. Jeg hyggede bl.a. med mine veninder fra militæret på hotel Hilton ved Københavns lufthavn, og vi fik holdt reunion med resten af delingen. I februar tog jeg også på skiferie til Norge med min gode ven Kasper, hvilket også var en rigtig god tur!

Trods at der er har været så meget snak om stor arbejdsløshed blandt unge, og at det skulle være næsten umuligt at få et job, fik jeg i foråret både job i DøgnNetto og Amager Hjemmepleje. Jeg arbejdede begge steder på samme tid, og havde til tider nogle hårde dage med morgen det ene sted og aftenvagt det andet sted.
I starten af maj blev min karriere som nettopige dog udskiftet med et job som pædagogmedhjælper i en SFO. Det var et job jeg var rigtig glad for. Men jeg er desuden glad for at have prøvet alle tre job, det er jo alt sammen god erfaring man kan tage med sig videre. 
Jeg fortsatte i SFO'en og hjemmeplejen indtil sommerferien.

I april blev min storebror og svigerinde gift til et helt fantastisk og flot bryllup. Det var en af årets store oplevelser.

I maj måned fyldte jeg 21 år, som blev fejret med min mor og brødre i København.

I juni løb min far og jeg Nordic Race - The Warrior sammen. Det er et løb med masser af forhindringer inspireret af den militære forhindringsbane og ekstremsportens verden. Det var en god oplevelse sammen med ham!

Jeg rejste på familieferie til Sverige i starten af juli, og tog efterfølgende med mine forældre hjem til Bornholm, hvor sommeren blev nydt med familien! Der blev også hygget med mine søde folkeskoleveninder.

Jeg fik også hjulpet min kære farmor med at flytte på plejehjem, hvilket har været rigtig godt for hende. Det er dejligt at se!

I starten af August fik jeg endelig svar DTU, om at jeg var kommet ind på den ønskede uddannelse!
Derefter tog jeg på forlænget weekend til Sverige en flok søde venner fra militæret.
Da jeg kom hjem stod den på den sidste fest i Danmark, inden turen gik her til Grønland. Jeg var til pool party i Hvidovre hos min gode ven Kenneth. Det var en sjov, men alt for fuld aften. Det var i selskab med mine søde og kære venner fra HgS, som jeg i løbet af året har brugt rigtig mange dejlige timer og aftener sammen med!

Derefter stod den på flytning fra det kollegie på Amager, hvor jeg boede. Meget af det blev flyttet hjem til mine forældre på Bornholm. Jeg fik lige nået at cykle Bornholm Rundt med min far, hvilket nok var årets første tur på raceren. Desuden fik jeg lige fejret min fars 50 års fødselsdag med en hyggelig middag på Svaneke Bryghus, når nu jeg desværre ikke kunne være der på dagen. 
Og efter en lille uge på solskinsøen i midten af august, tog jeg så endelig afsted mod Grønland, for at starte på en diplomingeniøruddannelse.

Og mine oplevelser her i Grønland kan i jo læse om her på bloggen ;-)

Jeg har en følelse af, at 2014 bliver et rigtig godt år. Jeg har i hvert fald allerede nu en masse ting jeg ser frem til!

Smuk fyrværkeri ved midnat.

Nytårsaften blev fejret i min dejlige grønlandske families selskab. Vi fik en masser lækker med, vi fik fyret fyrværkeri af, og vi fik sprunget ind i det nye år. Det er nok et af mine bedste nytår.
Inden jeg tog hen til dem, var jeg til nytårsgudstjeneste i byens flotte trækirke. Det var en smuk gudstjeneste med smuk korsang.

Sisimiuts smukke kirke.
Snescooterbanden med smuk udsigt over  den lysende by i mørket.
Jeg kørte med min fætter på snescooter op på Kællingehætten, for at se fyrværkeriet ud over byen kl 20, hvor man fejrer at klokken er 24 i Danmark. Kællingehætten er et fjeld der ligger oppe bag byen.

Det var helt utrolig flot! 
Mange familier heroppe har relationer i Danmark, som man så sender en raket afsted til når det er nytår i Danmark. Jeg ser det som et symbol på, at man holder af og tænker på dem, hvilket jeg synes er rigtig smukt.
Jeg havde i år bagt en kransekage, der blev meget bedre end den jeg bagte sidste år! Jeg takker Cecilia fra http://copenhagencakes.com/ for denne lækre opskrift, hvor jeg dog tilføjede noget nougat indeni.

Årets hjerteformede kransekage. Virkelig lækker!
En gang lidt over 3 tog min fætter og jeg videre til en fødselsdagsfest, hvor jeg blev og festede og hyggede mig indtil kl 10 om formiddagen. 
I går stod den på ren afslapning, og så fik jeg i går aftes hjulpet drengene med at rengøre det bombede fællesrum på kollegiet.
Desuden var der det flotteste nordlys i går aftes. Det et så utroligt, som det bevæger sig og danser på himlen!

Det smukke dansende nordlys.
Alle billederne herover er taget inden for kort tid, så som man kan se, bevæger det sig ret meget.





Tak til alle jer der har været med til at gøre 2013 til et rigtig godt år, hvorfra jeg kan tage en masse dejlige minder med mig.
Med ønsket om det bedste for jer alle i 2014!

Tjærlighed frâ Sisimiut