Nu er det ved at være halvanden måned siden, at min far og jeg løb Arctic Circle Race, forkortet ACR. Tider flyver bare afsted, og på den ene side føles det som evigheder siden, samtidig er det jo kun lige overstået! Det var en utrolig hård, men også en fantastisk og vild oplevelse!!!
Udover mig, løb 5 af drengene fra kogllegiet også. To gennemførte 160 km, og de andre blev degraderet til 100 km. selvom de havde tilmeldt sig 160 km, men de klarede ikke en tidsgrænse der var sat på dag 1.
Løbet startede fredag den 4. april kl 10 om formiddagen, så mine forældre nåede lige at være her i 2-3 dage inden starten gik. Der var en del ting, der lige skulle styr på op til løbet. Der skulle både laves mad, pakkes udstyr og tøj. Samtidig var der nogle infomøder op til løbet, som vi også skulle deltage i.
Torsdag eftermiddag var der for alle deltagerne gudstjeneste, hvorefter vi fælles gik tilbage til Taseralik, hvor vi fik informationer, udleveret et en sikkerheds-/førstehjælpspakke og fik kontrolleret vores soveposer og liggeunderlag.
Fredag morgen var jeg nede at aflevere mine ting, som arrangørerne så sørgede for at få transporteret ud til campen i baglandet. Jeg mødtes med min far lidt før start, og vi gik så samlet til starten. Det sneede ret meget, så sigtbarheden var dårlig.
Der er en rigtig god stemning ved start, da de fleste fra byen tager fra arbejde og skole for at komme og se, hvis ikke de selv er med.
Der var i alt 155 til start. Der var både professionelle langrendsløbere, der nærmest lige kom fra OL i Sochi, mens der også var rene nybegyndere.
Dag 1 fredag d. 4/4-1014. Distance: 57 km. Tid: 08:03:44
Min far og jeg havde aftalt at følges ad indtil 1. drikkepost efter ca. 10 km. Der kunne vi så vurdere, da min far har løbet langrend i et par år, mens jeg kun havde løbet i lidt under 3 måneder. Derfor er han en del beder end mig, men jeg overraskede ham alligevel, og var bedre end han regnede med, så vi valgte at følges ad hele vejen. De første ca. 25 km sneede det meget, og det var ikke til at se særlig meget, for det var bare hvidt i hvidt. Det gjorde det især svært ned af Solbakken, der er en ret stejl og lang bakke, hvor vi efter et par styrt og uden at kunne se sporet, måtte tage skiene af og gå ned. Derefter lysnede det lidt op, og det stoppede med at sne. Omkring de 25 km blev vi også hentet af min veninde Agneta, som jeg ellers troede var foran os, da jeg ved at hun er bedre til langrend end mig. Hun faldt dog tilbage igen omkring de 40 km. Da vi nåede til campen, hvor den 4. drikkepost lå, skulle vi ud på en 17 km sløjfe i et terræn kaldet Labyrinten, inden vi igen kom tilbage til campen og i mål. Det var lidt hårdt at skulle forbi campen, men ikke var i mål, men samtidig vidste man at der ikke var langt igen, sammenlignet med det man havde løbet. Vi kom godt i mål, og de sidste 8-9 km fra drikkepost 5 gik rigtig godt. Jeg havde ellers lidt krise fra omkring de 35 km, og selvom det blev bedre, blev det først rigtig godt det sidste stykke. Jeg bøvlede også med store vabler på hælene, hvilke jeg også måtte tape yderligere ind undervejs.
Agneta nåede aldrig at indhente os igen, selvom jeg egentlig regnede med det. Hun var også sur og irriteret over det, da hun kom i mål. Men det gav hende vist bare endnu mere blod på tanden de næste to dage, hvor hun løb fra med en del minutter.
Min far og jeg havde en god dag, og i mål blev vi modtaget af vores familie der var kommet ud på snescootere for at heppe på os. Da vi kom i mål efter lige over 8 timer, gjaldt det bare om at finde vores bagage og teltet vi skulle sove i, og så ellers bare at få tørt tøj på og noget god mad!
Desuden var der også mulighed for at få massage af frivillige medhjælpere. Det var meget tiltrængt og dejligt, selvom det ikke var en dybdegående massage og kun varede ca. 10 min.
Men vi var trætte efter en lang dag i et langrendstærræn med RIGTIG mange bakker!
Ude i campen var der masser af 2 og 3 personers telte, som os deltagere skulle deltage i. Derudover var det opstillet toiletvogn, skismøringssted og to store opvarmede festivaltelte. Det ende var til at tørre tøj i og det andet var til at spise og opholde sig i.
Jeg havde lånt sovepose og liggeunderlag af skolen. Derudover lånte vi nogle skummadresser af min onkel. Min far og jeg skulle også sove sammen med Agneta. Der var vist gået lidt kuk i det, så vi fik kun et 2 personers telt, men så kom vi bare til et ligge dejlig tæt, så vi ikke frøs. Desuden havde Agneta taget et moskusskind med, som vi også sov på. Det var virkelig dejligt, og vi kom heldigvis ikke til at fryse.
Dag 2 lørdag d. 5/4-1014. Distance: 47 km. Tid: 05:50:49
Vi startede igen kl 10 om formiddagen, så der var fin tid om morgenen til at blive klar.
Vi skulle løbe fra campen, gennem labyrinten, ned over 1. fjorden og hen til et sted ved havet kaldet Lille Narsaq. Derefter var retur til campen af samme vej, dog uden at skulle igennem Labyrinten igen. Det var rigtig godt vejr, med flot solskin. Starten gik rigtig godt. På vej ned til 1. fjorden, skulle vi ned af en bakke de kaldte "Killer Hill", da den var rigtig stejl. Jeg kunne dog stå ned af den hele vejen, uden at få for meget fart på, så det løb løbsk. Det gjorde det for min far, så ham mistede jeg der. Jeg forsatte bare, da jeg vidste at han var langt bedre teknisk end mig, og derfor nok ville indhente mig igen. Jeg fandt så ud af, at han havde ødelagt en binding i et styrt, og derfor havde brugt noget tid på at få fat i et par ski, som han kunne låne.
Jeg løb altså stort set hele vejen alene.
Min familie var igen ude at heppe på snescootere, det var rigtig fedt! Der var en meget hård bakke hen til Lille Narsaq, hvor jeg var tæt på at indhente Agneta. Men da hun opdagede at jeg var tæt på, satte hun farten op, og så så jeg ikke mere til hende den dag.
Da jeg nåede enden af 1. fjorden, og blot skulle op af den sidste flere kilometer lange stigning hen til campen, indhentede min far mig. Sammen kæmpede vi os op, hvilket var en ulidelig gåtur opad, hvor vi tog skiene af, for føj hvor var der stejlt og langt!
Vi kom godt i mål, og ovenikøbet så tidligt at jeg kunne nå at få mig en eftermiddagslur efter endnu en god omgang massage ;-)
Bagefter stod den bare på hygge og spisning i det store telt.
Dag 3 søndag d. 6/4-2014. Distance: 56 km. Tid: 06:22:02
Her på sidstedagen startede vi allerede kl. 9. Vi skulle samme rute som om fredagen, blot baglæns og uden en lille sløjfe vi havde i starten om fredagen. Det var en rigtig kold morgen, og om natten havde nogle målt temperaturer ned under -30 grader.
Jeg havde store problemer med vabler på hælene, især den ene hæl var ved at tage livet af mig! Det er ufatteligt, hvor ondt sådan noget kan gøre, når der først bliver gnavet rigtig dybt, og såret bare bliver ved med at blive generet, så det kun bliver større og dybere!
Vi skulle starten dagen med en tur i Labyrinten, og de første 10 km havde jeg så ondt at jeg løb og smågræd. Jeg var nærmest klar til at give op. Men det blev heldigvis bedre, og så er jeg heldigvis også så stædig, at man jo ikke giver op, når nu man endelig er så langt.
Det var ellers rigtig godt vejr med høj sol, på trods af kulden. Turen hjemover gik godt, og vi fulgtes meget af vejen med min klassekammerat Jakob, som vi ellers havde løbet fra de forrige dage. Da vi var lidt over halvvejs var sporet blevet så ødelagt på vej ned af en bakke, at jeg faldt ud over kanten og forstuvede min lille- og ringefinger. Men vi var så godt kørende på det tidspunkt, at intet kunne slå os ud.
Med omkring 20 km tilbage til målet i Sisimiut, kunne Jakob ikke følge med os mere, og derfra så vi ikke mere til ham. Resten af vejen gik rigtig fint, og det var meget motiverende, at man hele tiden vidste, at der hele tiden blev færre kilometer ind til opløbet. Jeg kunne dog bestemt godt mærke trætheden de sidste 10 km.
Og hvilket dejligt sus det gav i kroppen da vi kunne se mål. Jeg var klar til at græde af glæde over at det var overstået, og at vi havde klaret det. Det var den bedste følelse! Min far og jeg løb over målstregen hånd i hånd, til en fantastisk jublen fra de mange tilskuere, der bare bar os deltagere i mål.
Herefter var det bare hjem at slappe af, få plejet alle vablerne efter 160 km gnaveri og få sovet.
Mandag aften var der så ACR-fest for alle deltagere og frivillige medhjælpere. Det foregik i byens sportshal med mad, præmieoverrækkelse og forskellige former for underholdning.
Det var en rigtig god fest, og jeg hyggede mig i allerhøjeste grad, og vi endte selvfølgelig med at tage videre i byen... altså os unge, min far tog hjem i seng ;-)
Men nu når ACR er kommet lidt på afstand virker det slet ikke så slemt, meeeen det er uden tvivl en af de vildeste og hårdeste sportspræstationer jeg har deltaget i, især fordi det er så langt, varer så lang tid og er så koldt.
Det var uden tvivl en oplevelse for livet, som jeg har været heldig at dele med min far. Vi er et super team sammen <3
Samlet endte min far på 61. plads og jeg på en 62. plads ud af i alt 101 deltagere på 160 km distancen. Det rakte for mig til en fin 17. plads hos kvinderne på 160 km, hvor der var 38 deltagere. Jeg kom altså i den bedste halvdel, hvilket jeg er rigtig godt tilfreds med, når man tager min korte langrendskarriere i betragtning.
Det var lidt om mine oplevelser fra Artic Circle Race 2014. Jeg sagde til mig selv, at det her ville jeg ALDRIG gøre igen!!!
Men nu når det er kommet lidt på afstand, tænker jeg da, at hvis jeg kommer jeg tilbage, kunne jeg sagtens finde på at deltage en anden gang, hvem ved?!
I næste indlæg kommer en masse billeder fra løbet :-)
