Tænk sig at det allerede er weekend igen. Jeg er vågnet aaaaalt for tidligt i dag, taget i betragtning af at det er lørdag. Vågnede allerede mellem kl 6.30 og 7!
Nå men ugen har stået på rapportskrivning med aflevering i torsdags, og dermed er andet kursus i dette 3. semester slut. Håber og regner med at det er bestået.
I går morges vågnede vi op til det smukkeste snedækkede landsskab, dog smeltede sneen væk i løbet af dagen, men vi kan dog nyde de snedækkede fjelde der omringer byen.
Sidste weekend var jeg med en der hedder Per og min onkel Bjarne på jagt. Vi var også afsted sidste år. Vi tager op til 2. Fjorden, hvor vi tager ind i en stor sø i baglandet, kaldet Tasersuaq, som vi går på jagt ved.
Per har en hytte næsten helt inde i bunden af fjorden, og den er så hyggelig, synes jeg!
Vi sejlede fredag eftermiddag kl 16 og var hjemme igen søndag omkring kl 14.
Fredag da vi kom derind hyggede vi med aftensmad og hvad der ellers hører til, Per han er virkelig en god vært! Jeg gik tidligt i seng, og så ringede vækkeuret allerede kl 5 lørdag morgen. Per serverede spejlæg og bacon til morgenmad!
Vi var klar og tog afsted på jagt lige så snart det var blevet lyst.
Bjarne og jeg blev sat i land ved søen bred, mens Per sejlede lidt længere inden han selv gik i land.
Vi gik altså på jagt hver for sig.
Tror kun at den var lidt over 8 da vi blev sat i land, og allerede lidt over 9 havde nedlagt det første rensdyr. Vi fjernede indvolde mm, og lagde det ellers klar til at tage med på tilbagevejen ned af fjeldet igen.
Det var en lille kalv vi så komme gående, og jeg tog sigte og fik den. Den blev hjerteskudt.
Jeg havde lånt Pers gamle riffel, da han havde fået sig en ny. Og nøj hvor jeg synes den er fin at skyde med! Skulle dog lige genopfriske nogle af de ting jeg lærte omkring våben i militæret. Sådan noget ryger hurtigt i glemmebogen hos mig, når det ikke er noget jeg bruger med jævne mellemrum.
Lidt længere oppe af fjeldet så vi endnu to mindre rensdyr, de nåede dog at løb. Men vi nåede kun lige op og så over en kant, da der stod en flot stor tyr. Vi var helt stille, kravlede hen til kan for at se, og min onkel tog sigte. Vi var bange for at den havde opdaget os, men den stod bare og spiste helt uvidende.
Og BANG, et styks rensdyrtyr nedlagt. Nu havde vi altså 2 dyr og klokken var ikke engang blevet 10 endnu. Så skulle den ordnes og ellers bæres ned af fjeldet. Føj hvor var den tung, ca. 80 kg vejede den, da vi kom hjem.
Vi fik bakset dyrene ned til søen bred, hvor vi havde nogle ting liggende. Det tog lang tid, og vi måtte tage flere pauser undervejs. Men vi havde jo heller ikke travlt. Ved søens bred spiste vi lidt og slappede ellers bare af indtil Per kom. Vejret var perfekt, så det var rigtig skønt bare at ligge i den rene natur og nyde vejret, samt glæde sig over at det lykkedes at fange rensdyr igen i år.
Mellem kl 15 og 16 kom Per sejlende, klar til at hente os. Han havde desværre ikke haft heldet med sig, for han havde set omkring 12 dyr, men ikke fået nedlagt noget.
Så var det ellers hjem i hytten, hvor vi fik øl og noget snaps inden aftensmad. Per plejer at servere Gammel Dansk, men kunne huske at jeg ikke var så vild med det, så i år serverede han Hybensnaps. Det var bedre, men jeg synes nu stadig ikke at det er godt. Men drikkes det skal det, for det hører til, mener de gamle herrer, og så er der jo ikke andet at gøre. Jeg nøjedes dog med en enkelt :-D
Herefter lavede Per lækker aftensmad med nyopgravede kartofler og frisk rensdyrmørbrad. Per dyrker lidt kartofler bag hytten, det er SÅ lækkert med helt nye og friske kartofler!
Jeg var træt og gik derfor relativt tidligt i seng.Søndag morgen nød vi endnu en gang spejlæg og bacon, inden vi pakkede sammen og sejlede hjem i Pers lille gule jolle.
Hovedet af kalven jeg skød :-D |
Min onkel Bjarne og den store tyr han skød. |
Og der bæres ned af fjeldet.... |
På vej hjem over søen. |
Udover rensdyr fik jeg i vinters skudt en moskusokse, og i foråret fik jeg skudt en snerype. Jeg har set sneharer blive skudt, og derudover har jeg også været med til sæljagt.
Det er virkelig nogle fede oplevelser at få med, synes jeg. Hele kulturen omkring jagt, og måden våben håndteres på her i Grønland, er på en måde så langt fra det jeg kommer fra. Her har jeg fået jagtbevis blot ved at betale et girokort på 200 kr. Jeg fik licens til at skyde en moskusokse blot ved at gå ned til jagtkontoret og udfylde et papir, hvorefter der blev trukket lod blandt ansøgerne. Våben kan du bare uden videre gå ned at købe, og folk har ofte en håndfuld rifler stående frit fremme hjemme i deres huse.
Trods den store tilgængelighed af vårben, er mit indtryg at der sker få uheld, og at grønlænderne godt kan håndtere det.
Vi oplevede dog skyderi i Sisimiut i april, hvor to mindreårige affyrede skud, som ramte 4 huse. Dog synes jeg ikke, at det virker som noget der ofte sker, taget i betragtning af, hvor mange let tilgængelige våben der egentlig er.
Tjøs og tjærlighed <3